Torsdag den 5. Juni

Grundlovsdag og fars dag.

Lidt af en turistdag, med et par lange ophold, og dog 85 km. i bogen.

Satte fru Garmin til at finde Figline Valdarno. Figline ligger 40 km. fra Firenze, og der har vi holdt ferie i flere omgange. Derfor har det i dag været som at køre på hjemmebane, da jeg kender vejene, og har kørt her før.

Fru garmin fik mig sikkert ud af Firenze, og endnu engang, ja det er vel hvergang der er en storby, er jeg imponeret. Zig - zag, ind og ud, frem og tilbage, og pludselig er den store vej fundet. Det har i dag været gennem meget små veje, inde i selve Firenze, ja vel nærmest kun 2 meter bredde, vasketøj hængende mellem husene så jeg kunne røre ved det, og som kommet ud af ingenting, står vejskiltet der: 'Arezzo'. Og det var målet for i dag.

Kunne godt mærke kongeetapen fra i går. Lårbasserne var lidt mærket. Men et par gode stigninger ud af Firenze, og senere op mod San Donato, gav puls og muskler den rette behandling, så ret hurtigt var der tråd på cyklen igen. Havde bestemt at første stop skulle være ved COOP i Figline. Der handler vi altid stort ind, og jeg glædede mig til at se stedet igen.
40 km. på tælleren, og byskiltet til Figline var passeret. Ind i COOP og købe vand og lidt at spise, og min ynglings yogurt, som jeg kun kan finde her, nemlig yogurt med kokos. Det er ren slik.

Videre fra Figline ned mod San Giovanni del Valdarno. Her bor den cykelhandler som jeg for 5 år siden købte min Colnago-ramme af (ramme betyder stel). Jeg glædede mig til at hilse på ham, og så skulle klamperne på skoene skiftes igen.
Han kunne sagtes huske mig, og vores handel. Der blev serveret expresso, og hans lærling var efter is. Hyggeligt. Han fik skiftet klamperne, og kiggede på cyklen. Uden påskud trak han den ind på værkstedet, pumpede luft i ringene, og tjekkede lige cyklen hurtigt. Styrbåndet havde skubbet sig efter alle disse dage. Lynhurtigt og uden at spørge, fixede han styrbåndet også. Jeg havde betalt for klamperne, så spurgte derfor hvad han skulle have for det lille eftersyn. Han sagde blot: ' You are my friend, you pay nothing'. Det var dagens bedste oplevelse.
Da vi skulle til at sige farvel, ville han høre om jeg kunne skaffe ham arbejde i Danmark. Han syntes at vejret i Italien var blevet for dårligt, og så syntes han at Berlusconi gjorde livet surt for ham. Jeg sagde 'Yes - Yes', og tænkte på at tage mit billede af Kristian Jensen, den pæne mand, frem. Jeg opgav at få forklaret om skattetryk og regnvejr i Danmark. Men jeg fik hans kort og har lovet at ringe, hvis der dukker noget op.

Kort tid efter jeg forlod butikken begyndte det at lyne og torden. Søgte læ under markisen ved en bar. Fik endnu en expresso og ventede mere end en time inden jeg kunne køre videre. Der var godt 30 km. til Arezzo, som var bestemt som endestation for i dag.

Kom på grund af opholdet hos cykelhandleren og tordenvejret sent til Arezzo. Der er nu under 200 km. tilbage. I morgen er det fladt, og så skal den have en på frakken. Der skal noget mere end 100 km. i bogen i morgen.

 

COOP i Figline Valdarno. Det var som at komme hjem.

 

En Colnago cykel med en Colnago cykelhandler. Et dejligt gensyn.

 

(OBS: kortet viser ikke den præcise rute, men giver en idé om dagens tur)

Vis stort kort
 

Denne side er vist gange - Gå til: << forrige side | næste side >>