Onsdag den 4. juni
Så er Firenze på kortet. 90 km. Ren bjergkørsel, turens absolutte kongeetape. 'Bjerg Oksen' er stolt.
Det var ganske enkelt et skod-hotel, jeg havde fundet i går. Det lugtede meget dårligt på værelset. Jeg er ganske sikker på, at der lagt gift ud for rotten, og at det havde virket, uheldigvis bare i hulrummet til mit badeværelse. Det lugtede så fælt, at jeg ganske enkelt var nødt til at lave mine ærinder derude, en af gangen og ikke i længere tid end jeg kunne holde vejret. De der kender mig, ved hvor meget jeg værdsætter god tid, netop der, om morgen.
Da jeg så, nok lidt pirlig, kom ned til morgenmaden, var det ren italiensk morgenmad. En cremebolle, et glas juice, et købt bæger yoghurt og en Cappuccino. Jeg spurgte straks efter corn flakes, men fik svaret at det ikke var Interkontinental Breakfast, men italiensk. For første gang på denne tur var jeg ikke tilfreds, og for første gang viste jeg det. Slog ud med begge arme, vendte håndfladerne op ad, mundvigene ned ad, og sagde: 'Biciklet Firenze', og pegede på cremebollen.
Efter lidt frem og tilbage på dansk, engelsk og italiensk, listede han ud i køkkenet, og hentede brød og skinke. Så var der både til morgenmad og turen.
Der er to, som har fået ret i dag. Først den pæne vejrgeneral, med den strittende teleskop pegepind. Han har nu, i alle de dage jeg har været i Italien, peget på regn. I dag fik han ret, men det skulle vel også komme en dag.
Dernæst de lokale, som fik ret i, at det ville komme til at gå op ad. Fra det punkt hvor byskiltet viste ud af Pianoro, gik det op ad. Det første 7 km. meget intenst, med flere 13 %-stigninger. Det var så stejlt, at fru Garmin satte auto-stop på uret. Det svarer til at holde stille.
Da jeg havde kørt i en time og 30 minutter, havde jeg kørt 18 km., herefter jævn pæn stigning til Passo della Rasticosa i 968 meters højde. En kort nedkørsel på en km. og ned i 800 meters højde, inden det igen gik op ad mod Passo della Futa i 903 meters højde.
En strækning på 54 km. op ad. Det har jeg aldrig prøvet før. Op - op - op og op. Og så i silende regnvejr. Han havde en kande i begge hænder i dag.
Søgte kort efter Passo della Futa ind for at spise. Det var opløftende, for jeg fik at vide, at der ventede mig en lang nedkørsel, og kun en stigning mere, nemlig ca. 10 km. før Firenze. Ud i regnvejret igen.
Efter 5 km. stoppede regnen, og jeg kom hurtigt til et område hvor det slet ikke havde regnet. Der sad en dame i korte ærmer og ordnede have. Meget store forskelle i bjergene.
Dejlig lang nedkørsel, uden ret megen regn. Kom til opkørslen til Bivigliano, og regner startede igen. Kørte dog ret nemt de 476 meter op, og fandt mine to NSU-venner siddende på toppen med en lille fadøl. Sjovt at hilse på disse to NSU-svende igen. De havde kørt 60 km. i dag på knallert. Det sætter lidt præstationen i dag i relief. Jeg har en dejlig fornemmelse med det jeg har præsteret i dag. Jeg var betænkelig fra morgen af, ville gerne ende i Firenze, men vidste også at det var et ambitiøst mål.
Det lykkes, og det er jeg meget glad for. Der er simpelthen ikke flere bjerge som kan komme i vejen for, at jeg når Rom. Med kongeetapen i dag ligger vejen til Rom åben, og det har været en forløsning. Med gennemførelse af den lange opkørsel i dag føler jeg, at jeg har kørt en strækning som ikke alle kan gøre mig efter. Jeg er stolt.
|
