Onsdag den 28. Maj
Ingen hviledag og Fernpass er passeret.
Startede med at gå til morgenmad. Var ikke afklaret om det skulle være hviledag nr. 2 eller ej. Damen i receptionen, startede med at spørge, om jeg havde bestemt mig for yderligere en overnatning. Jeg svarede, at jeg ville beslutte mig mens jeg spiste morgenmad. Og ganske ubevidst sad jeg til sidst og smurte ekstra boller, så min underbevidsthed havde besluttet at der skulle gøres et angrebsforsøg på Fernpass.
Så jeg tjekkede ud, købte vand og kiggede efter vejen ud af byen. Der kom en cykelrytter farende, og jeg tænkte, ham følger jeg. Et stykke ude af byen stoppede jeg op og spurgte en anden cykelrytter, om det var vejen til Fernpass. Hun sagde at hun ikke kunne tysk, men sagde ja-ja, og noget med 5 km.
Det lyder rigtigt tænkte jeg, og kørte stille og roligt for at varme godt op. Tænkte at jeg kunne sammenligne forberedelsen lidt med dengang jeg var håndboldtræner. Stille og rolig fokusering på den krævende opgave som ventede.
Men, men glem ikke at kigge på kort også. Efter 20 km syntes jeg ikke det kune passe. Stopede og kiggede kort. Idioten havde valgt den forkerte vej ud, og der var kun en mulighed, tilbage. På turen hjem fik jeg en lille snak med idioten, og når man snakker med sig selv, får man jo altid ret. Jeg blev enig om, at betragte det som om modstanderen var blevet forhindret, og der vendtede en ny kamp om 20 km.
Tilbage til Reutte, og op mod Fernpass, efter opvarmningstur på 40 km. Fra Reutte og til toppen af Fernpass var der 30 km. Eneste lille forhindring på vejen op, var da der startede motortrafikvej, fordi der var en tunnelgennemførelse. Jeg satsede, men da jeg nåede tunnelen, fik jeg kolde fødder. Det var for vildt, 3.451 meter i mørke, og med meget kort afstand til lastbilerne. Der var heldigvis en frakørsel for tjennestevogne lige som tunnelen startede. Den tog jeg, og så at der holdte nogle biler, samtidig med, at jeg kunne høre stemmer. Jeg gik ind, og sagde undskyld, men jeg var kommet til at lave en fejl. Og så nåede jeg ikke at sige mere, for det var kontrolrummet for tunellen, og de råbte om jeg var den idiot, som havde været på vej ind i tunnelen på cykel. Det var så anden gang idioten var fremme den dag.
Når men en enkelt forbarmede sig, og sagde at jeg bare skulle køre lidt op, og så ned i byen, så kom skiltene igen. Det var rigtigt.
Op over Fernass. 1.210 meter i højde. Det er ikke det sværeste bjerg jeg har passeret. Men 10 kg. bagage kan naturligvis mærkes.
Efter passet blæste det voldsomt op, med grankogler store som bananer, og grene flyvende. Nedkørslen skal kontrolleres da vinden let tager cykeltaskerne, så et vindpust kan bringe lidt ubalance i kørslen.
En bjergrytter har jeg aldrig været, er i hvertfald ikke skabt som en sådan. Men det at køre i bjerge, har altid facineret mig. Det rolige rytmiske tråd, hvor lårbasserne arbejder, og den høje puls. Dejligt.
På vej ind mod Imst, kom der pludselig en rytter op bag fra. En kvindelig rytter fra et udvalgt damehold fra Tirol i den østrigske nationaltrøje. Sjovt, at selv om der er kørt godt 80 km, er der pludselig en 5 - 8 km mere i fart. Helt pr. refleks ind bagved, og følge baghjulet. Havde hun skulle have været til Bolzano, var jeg endt i Italien i dag.
Men det skulle hun ikke, så det er blevet Landeck, med skisportstedet St. Anton et stykke ind mod vest.
114 km, hvor af de 40 er sat ind på dummekontoen.
|
