Lørdag den 7. Juni HU-DI-LI-HUT, jeg er i Rom! Stod op tidligt, var stiv i kroppen af den lange tur i går. Følte på sin vis, at det var fuldstændig uoverskueligt at cykle 100 km. Hotellet var uden morgenmad, det havde jeg ikke fået tjekket i går, da var jeg glad bare for at komme i pit. Kørte i den lokale COOP, købte yogurt, mælk og bananer, samt det uundværelige vand. Fik en Cappucino og Croissant på den nærligende bar, og startede mod Viterbo. Efter 15 km. og forbi Viterbo, var kroppen varm, og det begyndte at trille. Kom lige pludseligt på en motorvejslignende vej. 2 x 2 spor, og midterrabat med cementklodser, tilsvarende cementklodser som afskærmning ud mod rabetten. Mine 'fise' blev lidt kolde, var jeg uforvarende kommet på motervej? Satte den op på den store klinge, og kørte alt hvad remmer og tøjler kunne holde til. Det blev til 12 km., hvor jeg ikke på noget tidspunkt var under 40 km/t. Herefter afkørsel og jeg var på den normale landevej igen. Når man er så tæt på, føles hver kilometer som en evighed. Jeg begyndte derfor at lave en slags afrundning inde i hovedet. Så tæt på at realisere drømmen. Forestillede mig at det var som på sidste dagen i Touren, hvor der er paradekørsel. Så åd den ene kilometer den anden. Det var en stor befrielse, da jeg kunne sætte fru Garmin til at finde vej ind i Rom, og finde hotellet. Desværre kom jeg ikke forbi et skilt med Roma. Det havde ellers været målet, men italienere og skilte, og for dens sags skyld også kvaliteten af asfalten, det er ikke noget at skrive hjem om. Jeg har fået taget et billede ved Obilixen, som er bragt til Rom fra Egypten, og et fra Musolinis palads. Det var fra den balkon, Il Duce, talte til romerne. Nu er jeg i mål, og så er det tid til lidt eftertanke: En tur fra Ikast til Rom uden en eneste punktering. Kun uheldet i Bremen, ellers har udstyret virket uden problemer hele vejen. Sadlen skal nok skiftes, den knager gevaldigt, men tænk også på, hvor stor en røv, der har mørbanket den i 24 dage. Jeg har nemlig været i sadlen 24 gange, har haft 2 hviledage, og kørt i alt 2.554 km., altså 106,5 km. i gennemsnit pr. dag. Det er ganske acceptabelt. Det har været en ubeskrivelig tur, alt det jeg kunne forberede hjemme fra med tøj og udstyr, har virket. Jeg har haft præcis det med, som jeg har haft brug for. Alle mine forestillinger om hvordan dagene ville blive, er på den ene side også sket, og på den anden side slet ikke. Jeg har ikke vidst hvad jeg gik ind til. Nu forstår jeg simpelthen ikke hvordan jeg kunne bevare motivation oppe omkring Bremen. Havde jeg vidst hvad der ventede, er jeg ikke sikker på konsekvensen. Men det må være fordi jeg har taget hver dag for sig, og tænkt hvad jeg skulle den pågældende dag, og ikke tænkt i helheden - hele turen. Det må være den gamle historie, at man godt kan spise en hel elefant, bare det er i små bidder. Dagbogen hjem, som var en spontan tanke og ide til en konfirmationsfest Kr. Himmelfartsdag, har været noget af det bedste for mig på denne tur. Det at kunne sidde og forberede det på cyklen hen over dagen, og så få sat punktum for dagen med at skrive og sende hjem. Det har været en tilfældighed, som nok kommer til at fylde meget i den efterfølgende proces. Jeg havde ikke forestillet mig den opmærksomhed hjemmesiden har fået. Da Mikkel og jeg drøftede ideen, havde jeg tænkt på noget med at sende hjem hver tredje - fjerde dag. Det holdt som bekendt ikke stik. Jeg er meget taknemmelig for alle de mange mails jeg har fået, hver eneste en er sendt af et godt hjerte og modtaget af samme. Det har været en meget stor opbakning. Jeg har til tider følt det som min eneste kontakt til andre mennesker, og har ofte lige inden jeg slukkede lyset for nat, lige skulle tjekke om der var kommet en hilsen. Det var der ofte, og jeg kunne gå til nat med et tilfreds smil om munden. Jeg har tidligere rost Mikkel for redigeringen af hjemmesiden, det vil jeg gøre igen her på falderebet. Tak for en stor og kvalificeret indsats. Nu er Rom i bogen, familien kommer mandag. Det bliver dejligt med et gensyn, og nok har jeg cyklet i alle disse dage, men jeg tror også at indsatsen på hjemmefronten har været stor og belastende. Tak til min familie fordi jeg har haft muligheden for at realisere min drøm. Tak for opbakningen. Hvordan føles det så: tomt, befriende, ydmyg, stolt, træt, forløsende, jublende og en tilstand af noget som ikke kan formuleres. Jeg tror den bedste fornemmelse var, da jeg kom til Firenze, da havde jeg den samme fornemmelse, som de to gange jeg har gennemført et Marathon-løb. Da havde jeg virkelig præsteret. Det har jeg også i dag, men det er som om det ikke er gået op for mig endnu. Jeg har i dag allerede modtaget mange tillykke mails, tak for det også. Nu skal jeg til at lære at være i relation igen. Fire uger uden en personlig snak med et andet menneske, ud over: jeg vil gerne bestille, er der et værelse ledigt o.s.v. Det er lang tid. Heldigvis får jeg lov til at øve mig i morgen søndag, da Hans Østergaard og Susanne Juel er i byen, og vi har aftalt at vi spiser sammen i morgen. Det glæder jeg mig til. God træning inden familien kommer mandag. Det var så afslutningen på ROM2008. Flere har spurgt, om jeg ikke kan cykle hjem også, de vil gerne have dagbogen til at fortsætte. Hertil et klart NEJ. Der kommer til at gå mindst en uge inden jeg sidder i sadlen igen. Tak for denne gang, og endnu engang tusinde tak for den store opmærksomhed og opbakning. De bedste og stolteste hilsner Bent Aage ROM2008 - 2.554 km.

Først ved Obilixen.

Dernæst Plaza Il Duce.

(OBS: kortet viser ikke den præcise rute, men giver en idé om dagens tur)

Vis stort kort

Denne side er vist gange - Gå til: << forrige side